Omplacerings-/ejerskiftehunde

Skrevet af Annette Schmidt-Mogensen

Efter min mening er der ingen grund til at ty til aflivning af en ellers sund hund, hvis man i stedet kan finde et andet hjem til hunden. Ofte er det ikke hundens skyld, at den ikke kan blive hos sin ejer/familie. Om man vælger at kalde dem omplaceringshunde, eller, som jeg har set i nogle raceklubber, ejerskiftehunde, er nok en smagssag. Uanset betegnelsen bliver hunden ikke nødvendigvis en ringere hund, fordi den er startet i et andet hjem.

       Som opdrætter af sort spids har jeg ind imellem oplevet, at jeg har været nødt til at hjælpe med omformidling af en hvalp herfra, selv om køber og jeg, inden kontrakten blev underskrevet, har afstemt behov og muligheder og har snakket mange aspekter af hundehold af netop denne race igennem i lang tid. Enkelte har jeg rådet fra at købe hvalp, fordi jeg ikke har følt, det var det rigtige match. Men når jeg sender en hvalp herfra, så er det med udgangspunkt i den families forhold på det givne tidspunkt.

       Der kan være mange årsager til, at man føler sig nødsaget til at give sin hund fra sig. Ens familie-, uddannelses-, arbejds- eller boligsituation kan ændre sig, så man ganske enkelt ikke føler, man kan imødekomme hundens behov. Det har jeg stor respekt for. Dog smerter det mig meget, når jeg opdager, at nogle får en ny hund hurtigt efter, at de har skilt sig af med den tidligere. Det er dog efter min opfattelse heldigvis de færreste, som har en ”brug og smid væk”-mentalitet.

       Ved at sende hunden videre, giver man den en ny chance i nye rammer, og i de allerfleste tilfælde kan en omplacering ende lykkeligt, hvis man som ny ejer sætter sig grundigt ind i hundens race, aktivitetsbehov og ikke mindst forhistorie. Det være sig en hvalp, unghund eller voksen hund. Både jeg personligt og Klubben for Sort Spids som forening vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe hunde videre til nye ejere, og vi vil gerne fortsætte kontakten til hunden. Hos os privat har vi gennem de sidste 7 år modtaget 3 sorte spidser til omplacering af forskellige årsager. Eisa kom til os som knap 1-årig fra et skilsmissehjem, hvor hun ikke kunne flytte med ejeren videre grundet forbud mod hundehold. Trods alle advarsler om at tage vores Mirahs kuldsøster til os, så er det en af de bedste beslutninger, vi har truffet ang. hundene. Eisa faldt meget hurtigt til, og vi glemmer faktisk ofte, at hun ikke har været her hele tiden. De to søstre har haft meget stor glæde af hinanden, og vi har haft megen fornøjelse af dem – hver for sig og ikke mindst i samspil.

       Så var der Ronja, en af Mirahs døtre, som kom tilbage til os efter 2 år ude hos dem, der købte hende som hvalp. Der var ikke længere tid og overskud til hende, og det endte med at blive en negativ spiral, og Ronja var blevet aflivet, hvis jeg ikke havde hentet hende. Hun var noget stresset, da vi tog hende hjem, og vores første intention var at finde ud af, hvad Ronjas ”problem” var, før hun evt. skulle videre. Vi havde fået at vide, at hun var kontaktsky, ikke nem at træne og stak af ved enhver given lejlighed. Men i løbet af få uger fik jeg den ene succes efter den anden med hende, så hun kom mig glad i møde og kørte meget ned i stress, og hun viste sig at være utroligt (sam-)arbejdsvillig. En masse ros og tålmodighed… blandet med en lind strøm af lækre godbidder, så fik vi bygget Ronjas selvtillid og tillid til mennesker op igen. Hun adopterede så vores ældste datter og svigersøn, da de boede her mellem et boligskifte. Det kom meget tilpas, da Lykke, Ronjas søster, som vi beholdt fra fødslen, og Ronja selv begyndte at konkurrere indbyrdes, i og med at Ronjas selvværd voksede. Da de unge flyttede i hus med dejlig have til, var det naturligt at lade Ronja flytte med, da hun var blevet så tæt knyttet til dem. Hun er blevet en utroligt rolig og kærlig hund og får masser af kontakt, leg og oplevelser. Hun er så blevet ”storesøster” til en Cavalier King Charles spaniel, som også har givet hende meget – og omvendt.

       Sidste år kom den ca. 4-årige Oscar til os fra et par, der havde fået barn, og tilsyneladende ikke magtede ham længere. Oscar var noget stresset og gøede meget, da han flyttede ind, og det krævede en del arbejde, at få ham gearet ned. Han har stadig sine momenter, men han har vist sig at være en rigtig kælepotte og god hund. Han vil så gerne arbejde, og han reagerer utroligt godt på min stemme og er faktisk ret behagesyg. Jeg har ved konsekvent og kærlig træning opnået at kunne fastholde hans opmærksomhed i situationer, hvor han tidligere stressede op. Til at starte med var det noget nær et mareridt at komme på træningsbanen med ham, fordi han var ukoncentreret og gøende, men nu kan jeg lave øvelser med ham og aflede hans opmærksomhed. Det er en meget stor succes for os begge, og jeg er lykkelig over, at jeg ikke selv gav op. I forhold til vores 3 tæver er det gået over al forventning. Han havde et par hårde uger til at starte med, hvor tøserne satte ham på plads, men han har været afventende og tålmodig med dem, og nu fungerer han nærmest som en satellit omkring dem – ganske vist en del af flokken, men lidt uden for deres hierarki. De kan spise, lege og gå tur sammen, og han er meget hurtig til at reagere på deres signaler på en meget hensigtsmæssig måde. Han er virkelig en dejlig basse, som har affundet sig med sin nye tilværelse her med stor tillid og hengivenhed som respons.

       Gennem mine egne hunde har jeg fået en del erfaring, og jeg håber, jeg kan give bare en lille bid videre. Jeg kan desværre se ved omplaceringer, at der ofte går for lang tid, før folk træffer den egentlige beslutning om at overdrage hunden til en anden, hvilket viser mig, at folk som oftest tager deres ansvar over for hunden meget bevidst. De kan endog være flove over ikke at kunne tackle det hele, hvorfor de søger hjælp meget sent. Men hvis beslutningsprocessen trækkes ud, så ender man desværre tit i en meget negativ situation, før man giver slip. I den mellemliggende tid afskærer man sig muligvis emotionelt fra sin hund, og hunden kan mærke de spændinger, der er, som igen kan give sig udslag i øget stress hos hunden. Jeg vil ikke hermed opfordre folk til at opgive deres hunde ved den mindste modgang, tværtimod, men jeg opfordrer til, at man er realistisk omkring sin egen situation og dermed også hundens vilkår. Når man finder ud af, at hunden ikke længere skal være i ens familie, så bør en omplacering finde sted hurtigst muligt, og det er nogle gange lettere sagt end gjort, da der ikke er lang kø efter en hund, som skal skifte ejer. I Klubben for Sort Spids skriver vi gerne folk på venteliste til såvel hvalp som omplaceringshund, så det kan være, det kan gå rigtigt stærkt, mens det andre gange kræver noget mere tid og arbejde. Mange af os i bestyrelsen har dog et meget omfangsrigt netværk inden for hundeverdenen, så det er altid et forsøg værd, for måske vi kender nogen, der kender nogen, der netop egner sig til at tage imod denne hund.

       Jeg har selv set og mærket, hvor meget det nytter at arbejde for sagen, og at det er muligt med succes at give selv lidt ældre hunde en ny chance. Jeg hader tanken om, at en sund hund skal aflives, bare fordi dens familie har valgt forkert, eller folks tilværelse har ændret sig så markant, at hundens behov ikke kan dækkes fyldestgørende. Det vigtigste er, at man erkender, når det er tid, for så skåner man hunden for en masse stress og ubehagelige oplevelser. Hunden lever overvejende i nuet, så hvis den får positive oplevelser, så vil den i de fleste tilfælde falde hurtigt til i det nye hjem.