Velkommen til generalforsamling i Klubben for Sort Spids 2010.
Vi har grundet mangel på personlige ressourcer haft få møder fra generalforsamlingen i 2009 og til nu, men vi har klaret opgaverne godt via mail og telefon i det nødvendige omfang. De afholdte møder har handlet meget om klubbens økonomi, fremtiden og avl, og vi har fået trukket nogle klarere linjer op.
Dette har været mit første år som formand for Klubben for Sort Spids efter 5 år som næstformand. Jeg er glad for den opbakning, jeg har fået, og jeg synes, at vi ved et godt samarbejde hele vejen rundt har arbejdet godt og fremadrettet, selv om det af og til er op ad bakke.
Vi går et rigtigt spændende år i møde på baggrund af de forgangne års arbejde på mange fronter, bl.a. bliver vores nye pjecer færdige, og vi vil bestræbe os på at få dem på klubbens hjemmeside hurtigst muligt. Desuden arbejder vi på at få lavet nogle klistermærker med klublogoet, som kan bruges på bilruder o. lign. Vi er ved at indhente priser.
Hjemmesiden bliver til stadighed udviklet, og jeg er hele tiden åben over for nye forslag og tiltag.
Vi forbereder os på en ny kontakt til Dansk Kennel Klub i løbet af det næste halve år, og vi håber, at vi denne gang får et samarbejde med dem i gang, ligesom den hvide variant af Dansk Spids har. Vi har gjort meget de sidste par år for at samle alle trådene og arbejde målrettet fremad mod denne kontakt. Vi skal dog erindre, at vi arbejder med en rekonstruktion af en race, og ting tager tid.
Vi havde et rigtigt godt træf i september, og det er dejligt at se, at det er muligt at samle så mange sort spids-ejere. Vi må forsøge at holde gejsten oppe, så vi kan blive ved med at få så stort et fremmøde.
Desværre er der endnu en gang ikke kommet så mange hvalpe, som vi havde håbet. Parringer slår fejl, eller folk tør ikke tage springet og få hvalpe. Vi håber dog, at vi kan blive ved med at motivere enkelte, og her er det af stor betydning, at folk bliver ved med at komme til vores arrangementer, så vi holder kontakten. Jeg kan kun opfordre til hele vejen rundt, at flere kommer i gang med at få hvalpe, da vi ellers ender med, at alle disse års arbejde er forgæves, da vi risikerer indavl ved at køre med de samme linjer gang efter gang. Flere hanhunde er desværre blevet kastreret inden en mulig avlsgodkendelse, og det er meget beklageligt, da jeg mener, at vi gør en stor indsats for at orientere og støtte undervejs.
Vores forsøg på at afvikle lokalarrangementer er desværre slået fejl, svømmetur for hunde fik ingen deltagelse. Vi bør lægge hovedet i blød for at finde veje til at orientere og aktivere vores medlemmer bedre. Vi kan dog håbe, at forår og sommer giver flere lyst til at komme ud med deres hunde sammen med andre.
Jeg vil gerne sige tak til jer, der er kommet, og jeg vil benytte lejligheden til at opfordre jer, som ikke allerede er med i bestyrelsen, til at få en post i klubbens bestyrelse – eller til at deltage i træfudvalget. Vi er p.t. meget få hænder om et meget stort stykke arbejde, så vi håber på at få nye kræfter udefra.
Tak til Lis og Holger Christensen for 2 nye pokaler, som fortrinsvist tænkes brugt til træffets nye tiltag, hvor skuet byder på mulighed for at opstille x-varianter i egen klasse.
Annette Schmidt-Mogensen