Historien om Sort Spids

HISTORIEN OM SORT SPIDS

Sidst i 1980-erne blev der i Dansk Kennelklub arbejdet med at genskabe gamle hunderacer, fx broholmeren, dansk-svensk gårdhund og hvid dansk spids, og samtidig opstod Elgaard Madsens interesse for de gamle spidshunde, som han kendte så godt fra sin barndom på Hjortheden.

Lis Christensen fortæller om den første tid:

”Elgaard Madsen havde gennem længere tid snakket om den gamle, sorte spidshund, som han kendte fra sin barndom i Jylland. Han ville gerne genskabe den sorte spids, som svar på den hvide spids, senere kaldt Dansk Spids. Den hvide spids var for det bedre borgerskab, mens den sorte og den grå spids hørte til blandt landbefolkningen.

På sine rejser i Jylland forsøgte han at finde den sorte spidshund, men det lykkedes ikke. Han undersøgte gamle arkiver og museer for at finde artikler og billeder, og han fandt også noget materiale om disse hunde.”

I mangel af racerene sorte spidser var det nødvendigt at bruge europæiske eller nordiske hunde, som typemæssigt lignede den sorte spids mest muligt.

Der var oprindeligt flere farvenuancer, men Elgaard Madsen fandt den sorte, glatte, blanke pels, som er kendetegnet for Sort Spids i dag, mest interessant. Han begyndte dermed at lede i gamle hundebøger, hvor blandet andet Viggo Møllers ¨Hund og Hunderacer¨ fra 1887 var behjælpelig.

Bogen beskrev, at der på den første hundeudstilling, der blev afholdt af Dansk Jagtforening (hvoraf Dansk Kennel Klub, er en aflægger af) i København i juli 1886, var en Sort Spids, der var glatpelset og derved adskilte sig fra de andre nordiske spidser, hvor pelsen stod ud.

Det er en hund som denne som Klubben for Sort Spids arbejder målrettet på at genskabe.

Avlsarbejdet

Genskabelsen af sort spids arbejdede så at sige baglæns og tog udgangspunkt i, at der allerede fra vikingetiden fandtes spids- og hyrdehunde, som blev ført med vikingerne rundt i hele Norden, i England, Irland og på øerne heromkring.

Elgaard Madsen valgte som den ene del Kelpien, der kom til Australien fra Skotland omkring 1870, og de engelske hyrdehunde, som den nedstammer fra, kan sagtens være bragt dertil af vikingerne.

Kepien er – som de nordiske spidser – af den arbejdsomme type, men med kort pels, som den oprindelige sorte spids også var. Kelpien har nedhængende hale, så der var brug for en hund med den oprullede hale, som en typisk spidshund har.

Af mange nordiske og tyske racer blev den norske buhund valgt som stamfar til en ny dansk, sort spids, da den kom tættest på i egenskaber, udseende og størrelse.

Den sidste norske buhund blev indkøbt midt i 90’erne, og siden brugt i avlsarbejdet med Sort Spids. Hunden hed Ecco og han beskrives i det første klubblad fra 1997, som sort med lidt hvidt på brystet og han er ud af en slægt med “eksteriørmæssigt pæne hunde med et pragtfuldt gemyt”. Ecco blev sidst far til et kuld i år 2000. Siden har klubben kun brugt hunde fra egne rækker. Til trods for at klubben kun har en lille bestand at arbejde med, er det via et meget kontrolleret avlsarbejde lykkedes at undgå både indavl og arvelige sygdomme.