Drægtighed

Drægtigheden varer 63 dage, plus/minus 5 dage.

Hvordan ved jeg om min hund er drægtig?
Der er flere måder din dyrlæge kan undersøge, om tæven er drægtig.
Men du kan selv holde øje med, om hun ændrer adfærd. Mange hunde bliver mere rolige og kælne, nogle sover meget og de fleste mister appetitten i nogle dage, når de er ca. 4 uger henne. Motioner hende som normalt, men undgå store spring og stressende leg. 4 uger henne kan hun scannes, om hun er drægtig, hvis du ikke kan vente.
Omkring 6. uge vil der kunne ses en svag rosafarvning af dievorterne, som også bliver fastere, og afhængig af antallet af hvalpe i livmoderen vil hendes bug have større omfang.

Det kan anbefales at give tæven en ormekur ca. 14 dage før fødslen for at undgå, at hun overfører orm til hvalpene.

I 7. uge er tævens bug i de fleste tilfælde tydeligt forøget, og mælkeproduktionen er begyndt.

Opsæt fødekassen med tæpper, så hun bliver vant til den ca.14 dage inden fødslen.
Det vil være godt, om du kan få fri, når hun skal føde, så hun har en hos sig, hun er tryg ved.

Hvordan skal jeg fodre min drægtige tæve?
Tævens energibehov øges først i de sidste 14 dage inden fødslen. Her bør man fodre to gange dagligt af et let fordøjeligt og koncentreret foder – fx hvalpefoder eller andet højenergi foder. Husk at blande det nye foder op med det gamle i en uge, så tæven gradvist får mere og mere af det nye foder. Så undgår man dårlig mave.
I tiden omkring fødslen kan tæven have en meget varieret ædelyst, men den vil øges betragteligt et par dage efter fødslen.